Opdatering fra sygehusledelsen - nr. 4, 2025
fredag den 9. maj 2025
Kære medarbejder på SUH
Løsninger er noget, vi skaber sammen.
I vores hverdag på SUH – og i sundhedsvæsenet generelt – er det en grundlæggende drivkraft at løse problemer og gøre tingene bedre. Vi ønsker at gøre livet nemmere og smartere, både for os selv, for vores kolleger og ikke mindst for vores patienter. Men at finde de bedste løsninger kræver mere end én person. Det kræver, at vi arbejder sammen og udnytter den viden og de kompetencer, vi har på tværs af faggrænser, specialer og matrikler.
Fællesskab og innovation på SUH
Et godt eksempel på dette er Medicinsk Afdeling på SUH, Køge, hvor vi er i gang med at udvikle SmartClinic, en digital behandlingsmodel for ambulante patientforløb.
Ved at erstatte traditionelle kontrolbesøg med et digitalt forløb støttet af en app får patienterne bedre mulighed for at tage aktiv del i deres egen behandling. Hen over sommeren og efteråret udrulles tilbuddet til at dække omkring 40 procent af de ambulante patienter med inflammatorisk tarmsygdom i Ambulatorium for Medicinske Mave- og Tarmsygdomme. Det er et vigtigt skridt på vejen mod en mere patientcentreret tilgang og et ’Clinic on demand’-tilbud til alle vores patienter – og mere tid og flere ressourcer hos os til dem, der har mest brug for os.
Små fællesskaber kan gøre en stor forskel
Fællesskab er ikke kun noget, der sker i store, fasttømrede grupper. Klinisk sygeplejespecialist Maria Joost fra Anæstesiologisk Afdeling fortæller om, hvordan hun og kolleger fra hele matriklen bruger The Pause: Et minut, der gør en kæmpe forskel til at sætte mennesket i centrum efter et hjertestopkald med dødelig udgang.
Ledelsesværdier og kultur
På lederdagen den 9. april, hvor godt 270 ledere fra hele SUH var samlet, har vi for alvor skudt vores indsats for at skabe en stærk organisationskultur med fælles ledelsesværdier i gang. Men vores arbejde med ledelsesværdier på SUH handler ikke kun om ledelse. Det handler om at skabe en kultur, vi alle er en aktiv del af.
På lederdagen arbejdede vi med, hvordan ledelsesværdierne bliver fundamentet for, hvordan vi arbejder sammen og understøtter hinanden på tværs af organisationen. De er også fundamentet for at styrke SUH som en attraktiv arbejdsplads, hvor fleksibilitet og respekt for medarbejdernes behov er nøgleord.
At vi alle skal være aktive medspillere, er derfor også kernen i vores arbejde med ledelsesværdier på SUH – og den opfordring tog deltagerne i den grad til sig på dagen.
Vores fællesskaber er nøglen til de gode løsninger. Mange initiativer er i gang, som du kan læse om i artiklen 5 skarpe til vicedirektør Susanne Lønborg Friis, som blandt andet handler om, hvordan ledelsesværdierne konkret peger på fleksibilitet i forhold til for eksempel arbejdstider og længden på arbejdsuger som indsatser, der er i pipelinen.
Fælles ansvar
På SUH har vi igennem længere tid arbejdet for at sikre en robust varetagelse af behandling af SUH’s patienter på tværs af vores matrikler. Det er utrolig vigtigt for os, at vi sikrer behandling af samme høje kvalitet til alle borgere i vores område, uanset hvor de bor, og hvilket sygehus de er tilknyttet. For at imødekomme det er en række medarbejdere nu varslet, at de fremover får fremmøde på flere af SUH's matrikler, herunder på SUH, Nykøbing F.
Initiativet har sat SUH på landkortet, da det støtter op om sundhedsreformens intentioner om at skabe en bedre balance mellem borgernes behov og lægedækningen. I sygehusledelsen har vi ønsket at skabe transparens om beslutningen med at varsle medarbejdere, og vi har deltaget i en række dialogmøder internt på SUH og været til rådighed for de medier, der har interesseret sig for sagen.
Fællesskab på tværs af grænser
Som universitetshospital har vi også et ansvar for at udvikle fremtidens sundhedsvæsen. Et spændende eksempel på dette er vores nye samarbejde med det grønlandske sundhedsvæsen, hvor vi gennem et gæsteprofessorat skal styrke fælles læring og udvikling i forhold til fastholdelse og kapacitetsopbygning via akademisk videreuddannelse af sygeplejersker. På trods af de geografiske og kulturelle forskelle deler vi nemlig mange af de samme udfordringer, og samarbejdet vil gavne begge sundhedsvæsner.
Byggeprojektet i Køge
Løsninger skabes også udenfor de kliniske rammer. På byggepladsen i Køge har vi fejret, at det nye hospital nu er oppe i fuld højde, og ’skallen’ på de 110.000 m2 senge- og behandlingsbygninger står klar. Håndværkere fra 45 nationer har været med til at udføre arbejdet, der nu fortsætter indendørs med elinstallationer, gulve og indretning.
Læs om det sidste rejsegilde på Projekt Universitetshospital Køge
Fokus på det, flest fejler
En af vores helt store ambitioner på SUH er at være med til at bekæmpe ulighed i sundhed. Det gør vi blandt andet ved målrettet at bruge vores forskning og innovation til at skabe bedre tilbud til det, flest fejler. Øre-, Næse- og Halskirurgisk Afdeling og Forskningsenheden i Staben har i den grad formået at skabe opmærksomhed omkring den relativt ukendte folkesygdom søvnapnø.
Gennem massiv mediedækning af projektet InnoSleep er viden om søvnapnø, behandlingsmuligheder, forskning og innovation på området nået helt ud til danskernes påskeborde. Sådan!
Find artikler og TV-indslag om søvnapnø og InnoSleep
Løsninger er noget, vi skaber sammen
Hvad enten det er i klinikken, i ledelsesrummet, på byggepladsen eller gennem tværfagligt samarbejde, er løsninger noget, vi skaber sammen.
Det er i fællesskabet, at vi finder styrken til at gøre en forskel – for vores patienter, hinanden og samfundet som helhed.
Tak, fordi du er med.
Sygehusledelsen på SUH
Helle Gaub, Morten Ziebell, Peder Fabricius, Susanne Lønborg Friis, Trine Alstrup og Ricco Dyhr