Gæsteprofessorat bygger bro mellem visioner

Vicedirektør for Det Grønlandske Sundhedsvæsen Aka Olesen, afdelingsleder for sygeplejerskeuddannelsen ved Institut for Sundhed og Natur Louise Lennert Olsen og institutleder på Grønlands Universitet Anna Kleist Egede har en mission.
En mission om at uddanne flere sygeplejersker hjemme i Grønland, samt højne kvaliteten og styrke fastholdelse og rekruttering af sygeplejersker til det grønlandske sundhedsvæsen. Og de første skridt er allerede taget.
Til september starter de første studerende på en helt ny erhvervskandidat i avanceret klinisk sygepleje (APN), der er etableret i samarbejde mellem Syddansk /SDU og det grønlandske sundhedsvæsen. Allerede inden opstarten er uddannelsen en kæmpe succes, fortæller Aka Olesen, der også er vicedirektør for landshospitalet Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.
- Hidtil har Grønland sendt 1-2 sygeplejersker til Danmark om året for at tage en kandidat- eller specialiseringsuddannelse. Nu kan vi for første gang tilbyde akademisk videreuddannelse hjemme i Grønland, og vi har 15 tilmeldte. Det er en stor drøm, der går i opfyldelse. Men også en stor udfordring, for nu skal vi honorere den store tilslutning med gode forløb, der skaber værdi i hverdagen.
Tættere samarbejder giver mening
De tre er derfor i gang med at finde ud af, hvordan de sammen skaber rammerne for et studie- og arbejdsmiljø, der understøtter både de nye studerende og deres ledere og kolleger i hverdagen. Og her kigger de blandt andet på Sjællands Universitetshospital, hvor kimen til stærkere og tættere samarbejde er blevet yderligere forstærket efter et inspirationsbesøg i slutningen af marts.
Et samarbejde, der både giver mening, og som kan være med til at løfte udviklingen i begge sundhedsvæsner ifølge professor og forskningsleder på SUH, Bibi Hølge-Hazelton. For selvom der er store forskelle på Region Sjælland og Grønland, så minder udfordringerne om hinanden, fortæller hun.
- Rigtig mange af de ting, vi slås med i hverdagen her på SUH – og i Danmark generelt – står det grønlandske sundhedsvæsen også med. Store afstande. Flere og mere syge patienter. Svære rekrutteringsforhold. Stram økonomi. Udfordringer med fastholdelse, kapacitetsopbygning og arbejdspres samt behovet for at opbygge en ny systemisk kultur for akademisk videreuddannelse af sygeplejersker. Vi er på mange måder på ’samme mission’, og der er masser, vi kan lære af hinanden.
Gæsteprofessorat skal understøtte kapacitetsopbygning og kulturændring
Som led i etableringen af erhvervskandidatuddannelsen har Det Grønlandske Sundhedsvæsen og Ilisimatusarfik (Det Grønlandske Universitet) indgået en tilknytningsaftale med forskningschef Bibi Hølge-Hazelton, der til daglig også er leder af forskningsprogrammet TEKS på SUH, i et 4-årigt gæsteprofessorat.
TEKS – eller Team Erhvervskandidat i Klinisk Sygepleje som det officielt hedder – er et unikt program, der er skabt til at understøtte sygeplejerskers mulighed for at kombinere klinisk arbejde med en akademisk karriere. Det er blandt andet erfaringer herfra, som Bibi Hølge-Hazelton skal bidrage med viden om i forhold til kapacitetsopbygning af sygepleje og sygeplejeledelse under gæsteprofessoratet i Nuuk.
- Ligesom herhjemme vil mit fokus være på at skabe rammer, der sikrer, at sygeplejersker uddannes ind i klinikken, ikke ud af den. Det er en stor kulturændring, når der skal skabes plads til de idéer og den viden, som medarbejdere under akademisk uddannelse bringer ind i en driftstung hverdag. Derfor vil det også være vigtigt at få knyttet studiet på universitetet og klinikarbejde i det grønlandske sundhedsvæsen tæt sammen om både læringsprocesser og praksis.
Netværk er nøglen
Den grønlandske version af APN-uddannelsen gennemføres overvejende online, ligesom en del af TEKS-programmet også gør. Det gør det nemmere at få hverdag, arbejde og studie til at hænge sammen. For at modvirke den isolerende effekt ved ikke at have fysisk fremmøde, er der i TEKS stor fokus på både formelle og uformelle netværk til både de studerende og deres ledere.
Dette styrker ikke alene den faglige udvikling og sparring, men giver også adgang til vigtig videndeling, inspiration og dialog om, hvordan afdelingerne sikrer, at de nødvendige kulturændringer og arbejdsgange slår rødder og bliver bæredygtige i hverdagen, understreger Bibi Hølge-Hazelton.
- Det kræver noget ekstra at lede personale under- og med en akademisk uddannelse. Fra vores egne erfaringer med TEKS-holdene ved vi, hvor værdifuld for eksempel ledelsesstøtten er, både når det handler om lavpraktiske udfordringer som vagtplanlægning og studietid, og når det handler om, hvordan man inddrager resten af personalegruppen, så investering i uddannelse bliver set som værdiskabende for hele afdelingen, ikke bare den enkelte studerende.
Inspirationsbesøg åbner døren for mere videndeling
En mulighed for at åbne op for direkte videndeling og sparring bød sig allerede i slutningen af marts, hvor Anna Kleist Egede, Louise Lennert Olsen og Aka Olesen lagde turen forbi SUH, Roskilde.
Besøget var en del af deres rundrejse i Danmark og på Færøerne for at indhente mere viden og inspiration til rammerne, der skal understøtte implementeringen af den nye APN-uddannelse i praksis.
Dagens tætpakkede program i Roskilde bød derfor blandt andet på inspirationsbesøg på Kardiologisk Afdeling og Medicinsk Afdeling Roskilde, hvor ledere, undervisere og studerende fra TEKS-holdene delte ud af deres erfaringer med at udvikle og integrere kombinationen af klinisk karriere og akademiske studier som en fast del af hverdagen hos dem.
Besøgene gav den grønlandske delegation mulighed for at dykke ned i konkrete hverdagsproblematikker og snakke med afdelingerne om, hvordan de bruger TEKS som løftestang til at skabe fælles, relevant forståelse for, hvad forskning i sygepleje er og kan bruges til hos dem.
Og med sig ud ad døren fik de åbne invitationer til at række ud til deres danske kolleger i TEKS og på de to afdelinger, hvis der er emner, problematikker eller løsningsmodeller, de gerne vil sparre omkring. For denne her opgave er kun noget, der kan løftes af et stærkt fællesskab, er chefsygeplejersker i de to afdelinger, Jytte Hykkelbjerg-Bruhn og Stella Sandfeld, helt enige om. Både lokalt i afdelingen og overordnet som hospital.
Også Bibi Hølge-Hazelton glæder sig til at ’familien’ af sygeplejersker, der arbejder med udvikling for at forbedre mulighederne for at koble akademiske studier med klinisk arbejde, bliver større.
- Det, vi er i gang med, vil ændre sundhedsvæsnet i både Danmark og Grønland. Det kræver et langt sejt træk, og løsningerne er noget, vi tilpasser samtidig med, at vi kører derudaf. Grønlænderne er enormt gode til relationer og fællesskaber, hvor vi i Danmark ofte forlader os lidt mere på systemiske strukturer til at hjælpe os med udfordringerne. Jo mere vi lærer om og med hinanden, jo bedre kan vi lære af hinanden.

Forskning og uddannelse
På SUH arbejder vi målrettet med at udvikle attraktive og innovative uddannelsesmiljøer. Det betyder blandt andet, at når rammerne strammer, så udfordrer vi os selv og hinanden til at finde nye løsninger på, hvordan vi sikrer, at vores medarbejdere kan dyrke og udvikle deres faglighed. Både via forskning og via uddannelse.
Som universitetshospital har vi et ansvar for at være med til at udvikle fremtidens sundhedsvæsen lokalt og nationalt - og vi har en særlig forpligtelse til at bruge vores forskning til at løse konkrete problemer i hverdagen og skabe endnu større sammenhæng mellem evidens og praksis i vores sundhedstilbud.
Vi har modet til at gå forrest - også når det er virkelig svært - og vi inviterer alle, der gerne vil være med til at række ud, så vi i fællesskab kan inspirere, motivere og dygtiggøre hinanden.
Opdateret fredag den 9. maj 2025