Gå til indhold

Opdatering fra sygehusledelsen - nr. 1, 2026

Sygehusledelsen har denne gang et særligt fokus på 2026 som et overgangsår.

Et år i overgang

2026 er et overgangsår. Et år, hvor vi på én gang driver Sjællands Universitetshospital, som vi kender det – og samtidig forbereder os på at blive en del af Region Østdanmark fra 1. januar 2027.

At overgange og forandringer handler om vores fælles hverdag, bliver tydeligt i vores nye hospitalsbygninger, der snart står klar til at modtage de første patienter. Ved kick off for Nyt SUH blev ét budskab særligt fremhævet: Vi flytter ikke kun inventar. Vi flytter mennesker. Det betyder, at vi både skal sikre stabil drift og gode vilkår for borgerne – og samtidig give plads til omtanke, dialog og god tid til forberedelse med hinanden. Flytningen giver os også mulighed for at overveje, hvilke arbejdsgange og traditioner vi ønsker at tage med ind i fremtiden.

Også på det organisatoriske plan er vi midt i en vigtig forandring. Med etableringen af det nye Sundhedsråd for Østsjælland og Øerne er samarbejdet mellem region og kommuner blevet styrket. Sundhedsrådene er en central del af sundhedsreformen og skal være det strategiske rum, hvor vi sammen drøfter ansvar, lighed og løsninger tættere på borgerne. Det første møde var præget af fælles ambitioner og ønske om samarbejde til gavn for patienterne i den kommende Region Østdanmark. Læs mere om det i 5 skarpe om sundhedsrådene. 

I dette nyhedsbrev kan I desuden læse om det stærke faglige engagement, der kendetegner SUH – midt i en periode med mange forandringer. Blandt andet om det tværfaglige samarbejde mellem kardiologien og anæstesien, som har udviklet en ny sedationsmetode til gavn for både patienter og personale. Det er et godt eksempel på den hverdagsinnovation og vilje til forbedringer, som vi ser så mange steder på SUH.

I kan også læse om, hvordan SUH nu bliver et kraftcenter for sygeplejeforskning med tre nye professorater, der bringer forskningen endnu tættere på praksis. Og om indvielsen af CAMPUS II i Nykøbing F., hvor 24 nye værelser nu giver bedre muligheder for at overnatte i forbindelse med vagter på matriklen. Endelig er der inspirerende fotos fra årets uddannelsesmesse, hvor det var dejligt at opleve, hvor mange unge, der interesserer sig for en fremtid i sundhedsvæsnet og for SUH som en kommende arbejdsplads.  

Tak for jeres store indsats – og for at være med til at forme det SUH, vi tager med ind i Region Østdanmark og ind i de nye rammer på matriklen i Køge.

Sygehusledelsen på SUH

Morten Ziebell, Peder Fabricius, Susanne Friis, Trine Alstrup, Gitte Fangel og Ricco Dyhr

Vicedirektør Morten Ziebell
Vicedirektør Morten Ziebell