Gå til indhold

Opdatering fra sygehusledelsen - December 2024

Sygehusledelsen sætter fokus på årets gang, økonomien, uddannelse og samarbejde på SUH.

Kære medarbejder på SUH

Vi vil gerne bruge dette sidste nyhedsbrev i 2024 til at sige dig og dine kolleger en stor tak for jeres store indsats i det forgangne år. 2024 har på alle måder været præget af forandring.

I første omgang med fusionen af vores eget SUH, i næste omgang med regeringens lancering af en sundhedsreform, som skal fusionere vores region. Og ikke mindst har vi løbende skullet forholde os til en økonomi, som var mere udfordret, end vi forventede, da vi startede fusionen for et år siden.

Vi ved, at særligt det sidste påvirker jeres hverdag. Økonomien sætter begrænsninger for medarbejdere, vi gerne vil ansætte, projekter, vi gerne vil udvikle, samarbejder, vi gerne vil udbrede. De muligheder, der ligger i et samlet SUH, kan ikke indfries i det tempo, som vi drømmer om.

Som vi skrev til jer tidligere på ugen, skyldes de økonomiske udfordringer ikke fusionen, men tidligere års merforbrug, hvilket betyder, at vi er nødt til at fortsætte den stramme økonomiske kurs i 2025. Sammen med MED-organisationerne vil vi i starten af året se på, hvordan vi kan løfte opgaven så klogt og effektivt som muligt. Vi ved, at vi kan lykkes i fællesskab.

Vi er virkelig stolte over, hvordan I er engagerede og dedikerede i at udvikle arbejdsgange og samarbejder, der gør en positiv forskel for vores patienter og er med til at skabe større lighed i de sundhedstilbud, vi kan give til borgerne.

Historierne i denne måneds nyhedsbrev handler derfor om, hvordan vi i fællesskab arbejder med at styrke samarbejder og forbedrer vores egne rammer for opgaveløsningen i hverdagen.

Du kan blandt andet læse om, at vores serviceafdelinger er ved at gå digital med et nyt opgavestyringssystem, der både styrker patientsikkerheden, arbejdsmiljøet og effektiviteten i opgaveløsningen. Og om hvordan vi ved hjælp af syv principper er godt i gang med at sikre, at lånesenge fylder mindre i indbakken.

Vores næstformænd i FusionsMED giver en status på 2024 og fortæller om det vigtige, det svære, og det vi arbejder videre med i 2025.

Også på uddannelsesfronten markerer vi os stærkt – både som universitetshospital og som arbejdssted.

Mød fx de to unge forskertalenter, der i sidste måned vandt den prestigefulde Lundbeckfondens Talentpris for deres banebrydende arbejde med kræft og smertebehandling, og hør om, hvad der skal til for at skabe et prisvindende uddannelsesmiljø for unge ortopædkirurger.

Sidst, men absolut ikke mindst, har SUH modtaget hele 16 indstillinger til de Sygeplejestuderendes Praktikpris 2024.

Alle disse ting er håndgribelige beviser på, hvordan I løfter i fællesskab og er med til at forme fremtidens sundhedsvæsen hver eneste dag. Det er vi så stolte af.

Endnu engang tak for jeres uvurderlige indsats i 2024.

Vi ønsker jer alle og jeres familier en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår – og tak til alle jer, der tager vagten, mens mange holder fri med familie og venner omkring sig. Vi glæder os til det kommende år sammen med jer.

 

Sygehusledelsen på SUH

Helle Gaub, Morten Ziebell, Peder Fabricius, Susanne Lønborg Friis, Trine Alstrup og Ricco Dyhr

Lægefaglig vicedirektør Morten Ziebell
Lægefaglig vicedirektør Morten Ziebell