Ny retning for SUH
Ambitionerne for et samlet SUH er nu defineret og konkretiseret i en ny fælles retning og målsætninger for arbejdet de kommende år. Vi har spurgt sygehusdirektør Ricco Dyhr, hvordan den nye retning vil komme til udtryk i dagligdagen.
Hvorfor skal SUH have en ny retning?
Ambitionen med fusionen mellem det gamle Sjællands Universitetshospital og Nykøbing F. Sygehus i januar i år var at skabe mere nærhed i sundhed og et sammenhængende sundhedsvæsen for patienterne i vores fælles område. En ambition, der i øvrigt spiller sammen med regeringens nye udspil til en sundhedsreform. Men at omsætte en så stor og kompleks ambition i hverdagen på flere matrikler, kræver at vi arbejder i samme retning og har fælles mål.
I sygehusledelsen på SUH har vi derfor de sidste mange måneder arbejdet med at afklare, hvordan vi skal omsætte ambitionerne i vores hverdag. Blandt andet ved at fastlægge en fælles overordnet retning og de konkrete målsætninger, som kommer til at tegne vores arbejde de kommende år.
Hvad går den nye retning ud på?
Vores overordnede vision er at være et stærkt universitetshospital, der skaber lighed i sundhedsydelser. Det betyder blandt andet, at vi vil mere ud i det nære, arbejde tættere sammen med praktiserende læger og understøtte, at der bliver bedre plads til de sårbare patienter, mens dem, der kan klare sig selv, slipper for at skulle møde op. Det gavner på en gang patienterne og skaber i den kliniske behandling.
Læs artiklen: Vi koncentrerede os om trivsel, tillid og åbenhed.
Samtidig vil vi som universitetshospital skabe plads og fleksibilitet til forskning og udvikling. I ledelsen har vi opstillet konkrete målsætninger inden for fire indsatsområder:
- Attraktiv arbejdsplads
- Forskning og uddannelse
- Sammenhængende sundhedsvæsen
- Sundhedsydelser tæt på den enkelte
Læs mere om de fire indsatsområder og konkrete målsætninger her
Fundamentet for vores fælles retning er det værdisæt, som kendetegner os som medarbejdere, fællesskab og arbejdsplads. De udgør fundamentet for, at vi når vores mål.
Læs mere om vores værdier og kernefortælling her
Hvordan og hvornår kommer jeg som medarbejder til at mærke SUH’s nye retning i min dagligdag?
Hvordan og hvornår du mærker retningen og de forandringer, der kommer til at ske, afhænger af, hvordan dit arbejdsliv ser ud her på SUH.
På nogle områder viser retningen sig allerede. Fx i fusionen af de gynækologisk-obstetriske afdelinger i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Her arbejder de med virtuelle fælles morgenkonferencer og funktioner på flere matrikler for at sikre behandlinger tæt på den enkelte patient. Et andet eksempel er Reumatologisk Afdeling i Køge, som bruger robotteknologi og data til at følge patientens behov og frigive tid for sygehuspersonalet til at skabe mere sammenhængende patientforløb.
Mange ændringer vil mærkes som små skridt, andre som større spring. Vi vil opdatere jer løbende, og I vil også høre fra jeres afdelingsledelser, når der sker ændringer i strukturerne og rammerne for jeres arbejdsliv.
Vi er jo samtidig økonomisk udfordret. Hvordan hænger det sammen med at implementere en ny retning for SUH?
Vores økonomiske udfordringer betyder desværre, at vi indtil videre er nødt til at holde fast i vores ansættelsesstop, og at vi ikke kan iværksætte alle udviklingstiltag helt så hurtigt, som vi gerne vil. Vi skal være gode til at prioritere.
Den gode nyhed er, at flere af vores igangsatte indsatser både bidrager til den fælles retning for SUH og til at finde besparelser. Som fx i et projekt, som handler om at reducere antallet af lånesenge for at sikre høj patientsikkerhed og bedre flow. Ved at implementere nogle klare principper på tværs af SUH, kan vi forbedre samarbejdet og patientens oplevelse samtidig med, at vi opnår besparelser.
På den vis er der på flere områder sammenhæng mellem den fælles retning på SUH og mulighed for at løse de aktuelle økonomiske udfordringer, som vi alle sammen mærker i øjeblikket, og som vi arbejder på at komme i mål med.
Hvor kan jeg få mere at vide om den nye retning?
Her på sitet kan du læse mere om den nye retning, vores indsatser, målsætninger og hvordan vores forskellige afdelinger arbejder med den. Du kan også tale med din afdelingsledelse om, hvad den nye retning konkret kommer til at betyde hos jer.
Opdateret onsdag den 30. okt. 2024