Vi koncentrerede os om trivsel, tillid og åbenhed
På mødebordet på Steno Diabetes-, Stofskifte- og Osteoporoseambulatoriet i Nykøbing F. ligger A4-ark spredt ud over bordpladen. Her står skrevet personlighedstræk- og typer som fx ”arkitekt” eller ”drømmer”. Og på en del af arkene er der tilføjet navne.
A4-arkene stammer fra personalets arbejde med at udvikle samspillet med hinanden. Et led i at få mere effektive arbejdsgange og i højere grad behovsstyre ambulatoriet, så de mest trængende patienter får mere hjælp, mens dem, der kan klare sig selv, slipper for at skulle møde op.
Ledende overlæge Allan Kofoed-Enevoldsen forklarer:
- Diabetespatienter er den patientgruppe, der involverer flest faggrupper. Ud over at have kontakt med læger og sygeplejersker, taler de med vores diætister, fodterapeuter og selvfølgelig lægesekretærer. Jo bedre teamsamarbejdet fungerer, jo mere effektivt kan man bruge ressourcerne.
Hvad betyder teamsamarbejde konkret?
På sygehusledelsens foranledning satte personalet tid af i uge 25 til at fokusere på at være et team. Dels gennemgik de sammen på tværs af fagligheder udvalgte patientgrupper for at beslutte, hvem, der kunne afsluttes, så der blev plads til nye, og hvem, der fortsat skulle monitoreres. Dels talte de om arbejdsgange, kommunikation, relationer og trivsel. En samtale, der kan være svært at nå at tage, når hverdagen ruller, fortæller oversygeplejerske Kristina Louise Egerup, der sammen med Allan Kofoed-Enevoldsen stod for at planlægge ugen.
- Vores tese var, at grundstenen for at kunne give et godt patientforløb er trivsel og et arbejdsmiljø, der kommunikerer tillid og åbenhed. Noget, vi ville have fokus på og ville arbejde med. Vi fik en konsulent ind, der hjalp os med at give os et fælles sprog. Hvad mener vi, når vi taler teamsamarbejde? Hvad betyder det konkret for vores arbejdsgange?
”Vi spiller kamp hele tiden”
Sammen udviklede medarbejderne 15 bud på det gode teamsamarbejde. Planen er at sætte dem op på en plakat i ambulatoriet for dagligt at minde medarbejderne om, hvilken kultur de gerne vil skabe, fortæller Kristina Louise Egerup.
At personlighedstestene også ligger fremme, er på samme vis et led i at synliggøre og bedre forstå forskellighederne blandt medarbejderne og huske at bruge dem konstruktivt, forklarer Allan Kofoed-Enevoldsen, der sammenligner arbejdet med samarbejdsstrukturerne med at træne til en sportskamp.
- Et håndboldhold bruger 95 pct. af deres tid på at træne og fem pct. af tiden på at spille kamp. Vi andre spiller kamp hele tiden. Vores drøm med uge 25 var at få mere tid til at øve os – og det handler først og fremmest om samspillet, siger Allan Kofoed.
Eksplicit teamsamarbejde kan ændre kultur
Både Allan Kofoed-Enevoldsen og Kristina Louise Egerup oplever, at teamsamarbejdet er blevet mere eksplicit, og at der er skabt et bedre fundament for at give patienterne det forløb, der passer til deres behov. Men hvorfor er det nødvendigt at arbejde særligt med behovsstyring? Hvorfor sker det ikke bare af sig selv?
Allan Kofoed-Enevoldsen forklarer:
- I gamle dage fik man honorering for det antal konsultationer, man havde. Man blev aflønnet efter aktivitet. Der var ikke point i at snakke med de andre. Og det er udfordrende at lave om på sine vaner.
Kristina Louise Egerup supplerer:
- Det er en kulturændring. Det er også en ny opdragelse af patienterne. De har været skolet med, at man kom hver 3. måned. Nu skal de komme forbi efter behov. Det starter med, at vi har en fælles samtale om, hvad vi ser, hver især.
Fakta om uge 25
I uge 25 havde sygehusledelsen indstillet til, at alle afdelinger med ambulatoriefunktion prioriterede ”Tid til kvalitet” – altså tid til at kigge på arbejdsgange, og hvordan de bedst understøttede afdelingernes patientbehandling.
På Steno Diabetes-, Stofskifte- og Osteoporoseambulatoriet i Nykøbing F. reducerede man driften til det nødvendige minimum og brugte ugen på triagering, styrkelse af teamsamarbejdet og gennemgang af personalets personlighedstests.
Alt sammen med det formål at lære hinanden bedre at kende og skabe bredere - og dybere - forståelse for tværfaglige arbejdsgange omkring patienterne.
Opdateret onsdag den 30. okt. 2024