5 skarpe til Ricco Dyhr: Klinisk samarbejde med Rigshospitalet

Sundhedsreform, sammenlægning og kædeansvar. Sjællands Universitetshospital og Rigshospitalet er allerede i fuld gang med at støbe fundamentet til det kliniske samarbejde frem mod den kommende Region Østdanmark.

Men hvorfor er samarbejdet mellem de to hospitaler allerede så tæt nu, og hvor meget ved vi egentlig om, hvad der skal ske?

Vi stiller sygehusdirektør Ricco Dyhr 5 skarpe om samarbejdet med Rigshospitalet.

Hvorfor skal vi allerede nu styrke samarbejdet med Rigshospitalet – hvorfor ikke vente til Region Østdanmark starter i 2027?

Vi vil ikke vente. Det bliver en stor opgave at få den nye sundhedsreform ud at leve, og vi vil gerne være godt forberedte. Sjællands Universitetshospital og Rigshospitalet er allerede gensidigt afhængige af hinanden for at lykkes, og det samarbejde – og de gode, fælles erfaringer vi har derfra - skal vi bygge videre på.

Vi er derfor allerede gået aktivt ind i drøftelserne om vores fælles ansvar for den kommende Region Østdanmarks borgere. Det handler om at tænke i kædeansvar og samarbejde på tværs i den nye Region Østdanmark, så vi er klar, når den nye storregion bliver en realitet i 2027. Og hvor det giver mening, starter vi også konkrete tiltag op, der kan skabe et mere sammenhængende patientflow.

Hvad betyder kædeansvar, og hvorfor er det så centralt for samarbejdet?

Kædeansvar handler om at tage ansvar for hele patientens forløb fra første kontakt til den afsluttende opfølgning. Samtidig skal vi sikre, at ingen patienter tabes i systemet – også når det kommer til de patienter, der ikke selv henvender sig til sundhedsvæsenet.

Det kræver både en kulturel og faglig forandring, hvor vi bevæger os fra et snævert fokus på behandlingskvalitet til også at lægge vægt på patientens oplevede livskvalitet. For eksempel skal forebyggelse og støtte både før og efter behandlingen være en naturlig del af det samlede patientforløb.

Rigshospitalet og Sjællands Universitetshospital supplerer hinanden godt: Hvor Rigshospitalet er smalt og højt specialiseret med en række specialiserede behandlinger, der kun varetages dér, dækker Sjællands Universitetshospital både behandling i bredden og i dybden med højt specialiseret behandling på udvalgte områder. Vi har derfor fælles ansvar for patientrejsen, men vi vil have forskellige opgaver i den.

Samarbejdet fokuserer på fire udvalgte specialer – hvorfor er det lige dem, vi starter med?

Det er korrekt, at vi starter med fire områder. Det er karkirurgien, hæmatologien, klinisk immunologi og oftalmologi. På disse fire områder har vi – Sjællands Universitetshospital og Rigshospitalet – allerede i dag et fælles populationsansvar.

Vi er de eneste offentlige sygehuse i de to nuværende regioner, der behandler disse patienter. Det betyder, at vi både har et særligt ansvar og en oplagt mulighed for at finde de gode løsninger hurtigere, fordi vi i fællesskab har det fulde overblik.

Samtidig har vi her et stort potentiale for fagligt samarbejde i disse specialer, for eksempel i forhold til standardisering af behandlinger, deling af beredskabsplaner, videndeling og fagligt samarbejde mellem personale.

De fire afdelinger er derfor oplagte steder at teste og udvikle fremtidige samarbejdsmodeller, og den læring, vi får med os herfra, kan på sigt være med til at inspirere udvikling og samarbejder på tværs på andre områder.

Handler samarbejdet også om at slå afdelinger sammen?

Det handler ikke om at organisere os anderledes, nej. Men vi vil gerne udforske, om vi på disse fire afdelinger kan få endnu mere ud af det kliniske samarbejde og finde nye måder at arbejde sammen på.

Det betyder også, at samarbejdet foregår inden for de nuværende økonomiske og organisatoriske rammer, hvor vi kommer til at udfordre eksisterende arbejdsgange og finde smartere måder at koordinere patientforløb på.

Kan samarbejde på tværs risikere at flytte behandlingen længere væk fra borgerne?

Et af fokuspunkterne i kædeansvaret er at understøtte behandling så geografisk nært for patienterne som muligt. Vi skal derfor arbejde på at styrke den borgernære behandling uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Og det er netop her, vi skal udfordre hinanden til at tænke ud af boksen: Hvordan kan vi styrke fagligheden og samtidig bevare eller endda øge den lokale tilgængelighed for patienterne? Det handler om at finde den rette balance mellem specialisering og nærhed.