Gå til indhold

5 skarpe til Ricco Dyhr: Ledelse på SUH

I april samles alle ledere på SUH for at tale om ledelsesværdier og ledelsesadfærd. Vi har spurgt sygehusdirektør Ricco Dyhr, hvorfor det er så vigtigt.
Portræt af mand.
Vi har brug for at stå på et fælles fundament for ledelse, mener sygehusdirektør Ricco Dyhr.

Den 9. april samles alle ledere på SUH til den første fælles lederdag. Dagen har blandt andet fokus på at tale om, hvordan fælles værdier for ledelse skal være med til at styrke vores arbejde og sikre, at SUH er og bliver ved med at være en attraktiv arbejdsplads.

Hvorfor er det så vigtigt at skabe et fælles fundament for ledelse på SUH?

Vi har brug for at stå på et fælles fundament for ledelse. SUH er en kæmpestor arbejdsplads. Vi har medarbejdere spredt ud over hele regionen og mange komplekse arbejdsfællesskaber, og vi løber med mange store opgaver hver eneste dag.

Det kræver, at vi er virkelig dygtige til ledelse, til at strukturere og til at skabe tryghed, både på tværs af matrikler og funktioner og ikke mindst på tværs af kulturer. Derfor er det rigtig vigtigt for mig som sygehusdirektør, at vores ledere ved, at vi er fælles om at løse opgaverne, og at vi leder ud fra samme ledelsesværdier.

Hvordan kan ledelsesværdier hjælpe os med det?

Ledelsesværdier giver os en fælles ramme og sprog for ledelse på SUH. De gør det klart, hvad man som medarbejder kan forvente af os som ledere, og hvad vi som ledere kan forvente af hinanden.

Ledelsesværdierne skal være med til at sikre klarhed og genkendelighed på tværs af organisationen, så ledere og medarbejdere, der har kontaktflader på tværs, hele tiden bevæger sig i arbejdsfællesskaber, der har rødder i de samme værdier og den samme tilgang til ledelse.

Et fælles sprog for ledelse er nødvendigt for, at vi kan have gode, tillidsfulde og konstruktive dialoger på tværs i vores store organisation og vores meget forskellige roller – og det bliver bare nemmere, når vi taler ud fra det samme udgangspunkt.

Hvad er ledelsesværdier og ledelsesadfærd helt konkret?

På SUH har vi vores kerneværdier, der viser, hvem vi er som hospital. Tilsvarende skal vi have værdier for vores ledelse. Helt grundlæggende er ledelsesværdier dét, en leder bruger til at styre efter.

Både på de store, strategiske linjer og rent praktisk til at hjælpe deres medarbejdere med at optimere opgaveløsningen, skabe gode samarbejder og gode arbejdsforhold i hverdagen. Og ledelsesadfærd er måden, man gør det på – altså, den måde man som leder omsætter værdier til handlinger.

På den måde skaber ledelsesværdierne rammerne for, hvordan vi handler som ledere. Hvordan vi kommunikerer. Hvordan vi samarbejder. Hvordan vi som ledere tager ansvar, byder ind og deltager i at udvikle opgaver og løsninger. Og ikke mindst hvordan vi hjælper vores medarbejdere – og hinanden – i en hverdag, som nogle gange er udfordrende.

Hvordan er ledelsesværdierne blevet udviklet?

Sygehusledelsen satte processen i gang i december 2024 som en del af arbejdet med den strategiske retning. Afdelingsledelserne har været med til at give input til, hvad de mener er vigtigt i forhold til ledelse. De input har vi drøftet og arbejdet videre med i sygehusledelsen og er kommet frem med et udkast, som afdelingsledelserne igen har været med til at kvalificere.

Den 9. april tager vi sammen med afdelingslederne det hele med til vores fælles lederdag, hvor vi i fællesskab konkretiserer det yderligere. Blandt andet skal hver ledergruppe oversætte ledelsesværdierne til egen ledergruppe, og hvad det vil betyde for dem i dagligdagen. Jeg glæder mig personligt rigtig meget til at få alle mellemlederne med til bordet. Det er jo dem, der har det største, mest direkte medarbejderansvar i hverdagen.

Hvordan vil jeg som medarbejder på sigt opleve, at ledelsesværdierne er implementeret i vores organisation?

Ja, der kommer jeg til at give et svar, der løber lidt i to forskellige spor. På den ene side vil ledelsesværdierne blive implementeret som en fast del af en masse af de ting, vi gør i forvejen, fx vores leder- og gruppeudviklingssamtaler (LUS og GRUS), mødefora, vores onboarding og ved rekruttering af ledere.

Et konkret værktøj, der løbende arbejdes med i en række sammenhænge for hele tiden at dygtiggøre os som ledere og styrke trivslen og arbejdsmiljøet på SUH.

På den anden side er det vores ambition med det her, at det med tiden bliver en så integreret del af vores kultur, at det bliver noget, vi alle sammen – også du som medarbejder – helt naturligt mærker og bruger som pejlepunkt i hverdagen. Noget, vi holder hinanden op på i vores samarbejder og relationer.

Det er en ny kultur, vi skaber sammen, og som vi har et fælles ansvar for at lykkes med – og jo bedre vi er til at løfte og løse opgaven sammen, jo bedre tilbud og forløb kan vi give til vores patienter.