Gå til indhold

Opdatering fra sygehusledelsen - Marts 2025

Sygehusledelsen har denne gang blandt andet fokus på fællesskab, samarbejde og ledelse på SUH.

Kære medarbejder på SUH

Ingen står alene med svære opgaver.

Sådan beskriver Connie Berthelsen, professor og forskningsleder på Medicinsk Afdeling i Køge, resultatet af det fællesskab, der er i Det Regionale Netværk for Tværsektorielle Brobyggersygeplejersker.

Hun er også leder af netværket, der samler udskrivningskoordinatorer på SUH og visitatorer fra 13 ud af de 17 kommuner i Region Sjælland. Siden det blev etableret for fem år siden, har det udviklet sig til en uformel tænketank med en mission om at skabe et mere sammenhængende sundhedsvæsen til gavn for borgerne.

Selv fortæller de, at det tætte samarbejde giver mere tryghed, færre frustrationer og skaber en oplevelse af at være fælles om at gøre noget rigtig godt for både patienterne og hinanden.

I sygehusledelsen er vi imponerede over brobyggersygeplejerskernes arbejde, der også er et eksempel på noget, vi vægter meget højt på SUH, nemlig fællesskabet.

Vores arbejde bygger på fællesskab, og derfor er det også et helt naturligt omdrejningspunkt for ledelsen på SUH. Vi er i gang med at etablere fælles ledelsesværdier og -principper og dermed et fælles fundament for ledelse.

Fokus på ledelse er en essentiel del af arbejdet med at være en attraktiv arbejdsplads under den strategiske retning. Fælles ledelsesværdier og -principper er med til at give os fælles sprog og kultur – og til at styrke det naturlige i at række ud, træde til og bidrage til vores alle sammens arbejdsplads og opgaveløsning her på SUH.

Ledelsesværdier og -principper er derfor meget mere end et ledelsesredskab. Det er for alle på SUH, og det kan du læse mere om i artiklen, hvor sygehusdirektør Ricco Dyhr svarer på 5 skarpe om, hvorfor fælles værdier og principper i ledelse er så vigtige.

På Ambulatorium for Led- og Knoglekirurgi i Nykøbing F. fremhæver de også det fælles samarbejde som en vigtig faktor for den transformation, de har været igennem. De fortæller, at de valgte at starte fra bunden med at få overblik over ambulatoriets udfordringer og vilkår – og herfra finde frem til mulighederne. Det er de lykkes med, for ambulatoriet har både lavet et stort hjemtag og nedbragt de lange ventelister, selv om antallet af henvisninger er steget.

Bag ambulatoriets fælles succes ligger idéer og forslag fra mange medarbejdere, der har bidraget med størstedelen af ambulatoriets løsninger. Også her er der inspiration at hente i det engagerede og vigtige arbejde samt modet til at tænke nyt.

Du kan også læse om Hormonambulatoriet på Gynækologisk og Obstetrisk Afdeling i Roskilde. De har skabt et tilbud med hormonbehandling til transkønnede, der tidligere skulle til Rigshospitalet for behandling. Hormonambulatoriets tilbud rummer mange faglige overvejelser, som du kan læse om i artiklen, men for dem handler det også om, at de byder ind med støtte til en udsat og sårbar gruppe.

Sidst, men ikke mindst skal du unde dig selv at se billedreportagen fra uddannelsesmesserne i Køge og Nykøbing F. Vi fik besøg af hundredvis af uddannelsessøgende, der kom med et sprudlende humør og stor spørgelyst om mulighederne for at uddanne sig inden for sundhedsvæsnet og blive en del af SUH.

De unges blik på SUH er en vigtig påmindelse om, at der er meget at blive engageret i og glædes over på SUH. Tak for det og for i stort og småt at støtte op om vores fællesskab og bidrage til et SUH, hvor ingen står alene med svære opgaver.

Sygehusledelsen på SUH

Helle Gaub, Morten Ziebell, Peder Fabricius, Susanne Lønborg Friis, Trine Alstrup og Ricco Dyhr


PS: Husk også at tjekke Kort & Godt for MVU's forskningsrapport, læse nyt fra Reformsekretariatet, tilmelde dig nyhedsbrev om infektionshygiejne og nye arbejdsgange for særbestillinger til opstilling af borde og stole i auditorierne.

Kig også forbi SUH's LinkedIn-side, hvor du kan læse om, hvordan SUH indgår i et europæisk fællesskab om at få ny forskning på kræftområdet omsat til behandling og om forskning i at gøre hverdagen nemmere for borgere med høretab.

Lægefaglig vicedirektør Morten Ziebell
Lægefaglig vicedirektør Morten Ziebell