Gå til indhold

Opdatering fra sygehusledelsen - Januar 2025

Sygehusledelsen har denne gang fokus på samarbejde, økonomi, uddannelse og udvikling på SUH.

Kære medarbejder på SUH

2025 er startet i lige så rivende fart, som 2024 sluttede, og vi har en masse spændende og vigtige opgaver foran os.

På mange måder er vi allerede nået langt. Samarbejder på tværs af matrikler bliver hele tiden stærkere og mere integrerede, og vi er godt i gang med at lære at rykke tættere sammen om opgaver og patientforløb.

Det er en kraftpræstation, som vi alle kan være stolte af – også selv om to do-listen stadig er lang.

Økonomien er – som vi også meldte ud før jul – fortsat et fokuspunkt i hele 2025. Vi er ikke i mål med at genindvinde tidligere års merforbrug. Men vi arbejder benhårdt på det, og det ved vi, at I også gør. Vi kan desværre ikke undgå, at det får betydning for antallet af medarbejdere på SUH, men vi kan love jer, at vi i fællesskab kommer i mål med kloge og effektive løsninger.

Det sagt, så kan vi allerede nu se, at to do-listen vil blive ved med at være lang. På den gode måde. For selvom fusioner og økonomi nødvendigvis dæmper ambitionerne lidt og sænker farten, så kan vi se, at I ikke holder op med at tænke nyt, prøve af og udvikle.

I bruger forandringerne som drivkraft i hverdagen. For jer selv og jeres kolleger. For vores patienter og deres pårørende. For de studerende, der i fremtiden skal være en del af de løsninger, vi har brug for i det danske sundhedsvæsen. Tak for jeres energi og jeres ukuelige engagement. Det er en kæmpe inspiration for os.

I denne opdatering vil vi derfor gerne fremhæve en række af de spændende initiativer og tiltag, mange af jer arbejder med til daglig.

Læs for eksempel om, hvordan flere afdelinger tilsammen har reduceret medicinspild for flere millioner kroner. Og om hvordan vi med den nye C-EWS har gjort op med ’plejer’ og i stedet arbejder mere effektivt i hverdagen.

En ny hotline for diabetessygeplejersker er med til at skabe mere tryghed, kvalitet og sikkerhed i behandlingen af diabetespatienter, og samarbejdet med psykiatriens udekørende InterventionsTeam er fortsat med til at skabe tryghed for personalet og reducere anvendelsen af tvang.

SUH markerer sig også tungt på innovations- og forskningsdagsordenerne. SUH er blevet kåret som Innovator Test Partner of the Year ved Nordic Health Labs prestigefyldte Impact Awards 2025, og Medicinsk Afdeling i Nykøbing F. har modtaget en større bevilling fra Sundhedsstyrelsen til uddannelse i tidlig palliation for patienter med alkoholrelateret leversygdom.

Overlæge og professor Ismail Gögenur fra Kirurgisk Afdeling har netop modtaget Marie & August Krogh Prisen 2025 for sin innovative tilgang og store bidrag til kræftforskning. Og i et tætpakket auditorium på SUH i Nykøbing F. kunne professor Merete Labriola ved SUHs Center for Sundhedsforskning krone en meget velbesøgt temadag med tiltrædelsestalen Ulighed i sundhed: Set fra en by i provinsen.

Også på byggefronten er der gode nyheder. I Nykøbing F. har vi endeligt taget 1. spadestik til den nye sengebygning, der skal fremtidssikre sygehuset og skabe bedre fysiske forhold for både personale, patienter og besøgende. Og på SUH, Køge er vores nye cafékiosk nu åbnet med bedre service til både patienter og personale.

Endelig er der også det vigtige arbejde, så mange af jer udfører, for at sikre, at vi på SUH er med til at skabe og løfte fremtidens sundhedsvæsen gennem uddannelse.

Et stort hold medicinstuderende er netop rejst hjem fra internat på SUH, Nykøbing F. langt klogere på sundhed med hjerte. Og i februar slår vi dørene op i både Nykøbing F. og i Køge for udskolingselever og uddannelsessøgende og inviterer dem indenfor til uddannelsesmesse 2025.

Fremtiden starter her – det viser I til fulde.

Tak, fordi I gør det muligt.

Sygehusledelsen på SUH

Helle Gaub, Morten Ziebell, Peder Fabricius, Susanne Lønborg Friis, Trine Alstrup og Ricco Dyhr

Lægefaglig vicedirektør Morten Ziebell
Lægefaglig vicedirektør Morten Ziebell