Stor tilstrømning til nyt uddannelsesinitiativ
MERE END 90 DAGE GAMMEL
fredag den 1. marts 2024

Det var en begejstret forskningschef, der i sidste uge forlod sit møde med de sygeplejefaglige ledere på Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F.
- Vi er blæst bagover af det engagement, vi oplever, fortæller Bibi Hølge-Hazelton.
På mødet kunne lederne meddele, at otte sygeplejersker begynder som erhvervskandidatstuderende i Team Erhvervskandidat i Klinisk Sygepleje på Syddansk Universitet i 2024. Uddannelsen, der i daglig tale kaldes TEKS, er et uddannelsesprojekt, SUH påbegyndte med 20 studerende i 2023 i samarbejde med SDU.
Det særlige består i, at de studerende tager uddannelsen sammen som et hold, og at størstedelen af uddannelsen foregår på SUHs matrikler via streaming af forelæsninger. Derudover foretages vejledning af SUHs egne forskere, og så er lederne ikke mindst dybt involverede og engagerede i TEKS.
- De studerende fortæller, at det, der betyder mest for dem, er, at de oplever opbakning fra deres nærmeste ledere, og så betyder det meget for dem at være en del af et hold. Det er noget helt nyt, at det er en kollektiv holdbaseret tilgang til akademisk uddannelse, og der er i den grad af ledelsesinvolvering, forklarer Bibi.
Det glæder hende, at så mange fra Nykøbing F. påbegynder en erhvervskandidatuddannelse, som indebærer de studerende skal arbejde minimum 25 timer i klinikken i gennemsnit om ugen i de fire år, uddannelsen varer.
- Nu har jeg været i regionen i mange år, og jeg vil sige, at det er en lille uddannelsesrevolution. At Nykøbing F. byder ind med otte kandidater så kort efter fusionen er vildt ambitiøst. Det giver først og fremmest både samarbejds- og karrieremuligheder på Nykøbing F., som ikke har været der før, og så giver det også håb, at vi får skabt tydelig karriereveje for vores sygeplejersker, fortæller Bibi.
I 2024 begynder i alt 27 af sygeplejersker fra SUH uddannelsen.
Læs meget mere om uddannelsen på linket her.