Gå til indhold

Tre måneder, tusind detaljer – én fælles indsats

Onkologisk Nærklinik viser, hvordan fælles indsats på tværs kan bringe behandling tættere på borgerne – på rekordtid.
To kvinder i hospitalstøj står på en gang.
Klinisk sygeplejespecialist Ellen Aakmann og oversygeplejerske Linda Judy Jensen, Onkologisk Ambulatorium i Næstved.

Da beslutningen om at etablere en nærklinik i Nykøbing Falster blev taget, vidste alle, at opgaven ville være kompleks. Hvordan etablerer man en onkologisk nærklinik på en matrikel, der ikke normalt håndterer den slags behandling – og på bare tre måneder?

Svaret blev hurtigt klart: man gør det i fællesskab.

– Det føltes lidt som at bygge en helt ny afdeling på rekordtid. Alle smed, hvad de havde i hænderne for at hjælpe. Det skabte en enorm tryghed midt i det kaos, der nemt kunne have opstået, siger Ellen Aakmann, klinisk sygeplejespecialist og tovholder på patientrejsen gennem IT-systemerne.

Fra puslespil til fælles mål

Forudsætningerne var ikke simple: Sundhedsplatformen og onkologiens eget system BEACON skulle tilpasses, Sygehusapotekets arbejdsgange ændres, og transport og logistik planlægges ned i mindste detalje. Kort sagt, der skulle findes løsninger på alt fra kemospild til printeradgange.

Men hvor man kunne have frygtet siloer, opstod der i stedet et kollegialt fællesskab og en kollektiv vilje til at finde løsninger.

– Jeg har aldrig været med i et projekt, hvor så mange trak i samme retning. Det har været fantastisk at opleve, fortæller oversygeplejerske Linda Jensen, der også havde ansvar for koordineringen af praktiske opgaver og medicinske arbejdsgange.

Apoteket – den skjulte nøgle

Mens klinikken tog form, arbejdede Sygehusapoteket i Næstved intenst for at sikre, at kemobehandling kunne lade sig gøre i Nykøbing F. Det betød nye arbejdsgange, justering af medicinens holdbarhed og tests med saltvand og kølekasser for at kvalitetssikre transporten.

– Vores arbejde foregår skjult og langt fra patienterne, men det er deres behov, der driver os. Det her projekt er så meningsfuldt, og det giver os faglig ild i maven at være med til at finde løsninger, siger Jacob Hartvig Løper, farmaceutisk chef for produktionen.

Tre personer kigger på kameraet.
Farmaceutisk chef for produktionen Jacob Hartvig Løper, ledende farmakonom Teresa Malling Torstensen og farmakonom Anja Stjerndrup Nétt fra Sygehusapoteket i Næstved.

Hurtigt på plads og klar til at se fremad

Akutafdelingen og Driftsafdelingen tog imod med åbne arme, og hverdagen faldt hurtigt på plads.

– Efter bare fire klinikdage kunne vi mærke, at bekymringerne forsvandt. Der er ro, der er styr på alt – og personalet kan fokusere på patienterne og sygeplejen, fortæller Linda.

Patienterne mærker det også. Mange græder af lettelse over at kunne komme tættere på hjemmet, og i ambulatoriet i Næstved er der stigende interesse fra kollegerne for at være med i nærklinikken.

– Det her projekt har vist, hvad der sker, når man løfter i flok. Det giver arbejdsglæde og mod på at skabe mere, siger Linda.

Onkologisk Afdeling er nu i gang med at udarbejde en drejebog, der skal gøre det nemmere at oprette lignende funktioner på tværs af matrikler i fremtiden.

Kontakt

Adresse

Sjællands Universitetshospital

Ledelsessekretariatet

Team Kommunikation & Presse

0

Ring til os

Skriv til os

Øvrig information

Send et tip
Har du en god historie eller et vigtigt budskab, du gerne vil have hjælp til at få ud at leve, så send os et tip.