Kort besøg – stor effekt:Nyt tilbud giver praksislæger faglig støtte i hverdagen

- Den rette pille i den rette mund til rette tid og pris.
Sådan opsummerer speciallæge Maija Bruun Haastrup fra Klinisk Farmakologisk Afdeling på SUH formålet med klinisk farmakologi. Nu er hun med til at lancere et nyt tilbud, der skal understøtte netop det – i hele Region Sjælland.
Praktiserende læger har en travl hverdag og skal samtidig holde sig opdateret på et stadigt voksende udvalg af medicinpræparater. Et nyt samarbejde mellem Lægemiddelenheden i Det Nære Sundhedsvæsen og Klinisk Farmakologisk Afdeling på SUH skal nu gøre det lettere at navigere i medicinlandskabet og styrke kendskabet til de regionale anbefalinger.
- Mange læger synes, det er svært at holde sig ajour med udviklingen på lægemiddelområdet. Derfor tilbyder vi faglig rådgivning og undervisning direkte ude i praksis – med fokus på udvalgte patientgrupper, siger Maija Bruun Haastrup, som er initiativtager til projektet MedicinBesøg.
Besøgene er frivillige, uforpligtende og foregår i lægens egen praksis. De varer 15 minutter – samme længde som en almindelig konsultation.

Fra idé til virkelighed
Det nye tilbud bygger på academic detailing – en metode, hvor sundhedsfaglige eksperter deler opdateret viden med praksislæger i øjenhøjde. Modellen har i årevis haft succes i Norge og Region Hovedstaden.
Maija Bruun Haastrup hørte om den første gang i 2016 og har siden ønsket at arbejde med netop den mulighed for at få specialistviden fra sygehuset ud til lægerne i almen praksis. Muligheden kom kort før jul 2024, og i januar faldt aftaler om finansiering og bemanding på plads.
Det nye team tæller – ud over Maija Bruun Haastrup – også farmaceut Vibe Grøn Bøgild Ehrenreich, der har flere års erfaring med at opstarte og drifte et lignende projekt i Region Hovedstaden, samt yderligere en farmaceut, en læge og en teamleder.
Sammen har de brugt foråret på at udvikle og tilpasse konceptet og kampagnematerialerne, så de er klar til de første officielle medicinbesøg i slutningen af maj, fortæller Maija Bruun Haastrup.
– Det er gået stærkt, men vi er klar og glæder os til at komme i gang. Vi starter dér, hvor behovet er størst med en kampagne om behandling af astma og KOL, siger hun.

Fælles anbefalinger styrker kvalitet – og økonomi
Når flere læger følger de samme regionale anbefalinger, styrkes både faglig kvalitet og økonomi. Patienterne oplever færre skift mellem præparater ved sektorovergange, og regionen kan spare penge ved mere ensartede valg.
– Vores mål er ikke, at alle skal have samme medicin. Det handler om at støtte lægerne i at træffe fagligt velbegrundede beslutninger, hvor kvalitet og økonomi går hånd i hånd. Vi kommer ikke for at kontrollere, men for at vejlede, understreger farmaceut Vibe Grøn Bøgild Ehrenreich.
Specialister rykker ud i frontlinjen
Med medicinbesøgene bringes SUH's specialviden tættere på borgerne. Fremtidige kampagner bliver målrettet i samarbejde med hospitalets kliniske eksperter, og indsatsen er helt i tråd med SUH's ambitioner om at være drivkraften bag et mere sammenhængende sundhedsvæsen for regionens borgere.
– Vi arbejder for, at vores patienter får den bedste behandling, også uden for sygehuset. Tæt samarbejde med almen praksis styrker både tryghed og behandlingskvalitet, og tiltag som dette er til gavn for både patienter og det sundhedsfaglige personale, siger lægefaglig vicedirektør Peder Fabricius.

Opdateret onsdag den 28. maj 2025