Hvorfor viser SUH forskningsprojekter frem på Folkemødet?
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Når forskningsprojekter modtager midler fra EU Interreg-fondene, er det en forpligtelse at synliggøre, hvordan EU's støtte bidrager til konkrete forbedringer i borgernes hverdag – særligt gennem forskning og innovation i sundhedsvæsenet.
Derfor deltog Sjællands Universitetshospital på Folkemødet den 12. – 14. juni for at formidle EU Interreg forsknings- og innovationsprojekterne SmartClinic og Bridging Safe Elderly Care i teltet ’Forskningsprojekter Sjællands Universitetshospital’ på Kæmpestranden J28.
Sygehusdirektør Ricco Dyhr fortæller:
- Jeg synes, at vi får rigtig meget ud af at være på Folkemødet. Det er vigtigt, at vi er synlige omkring, hvad SUH laver i hverdagen, hvad er det, vi forsker i, hvad er det, vi arbejder med i klinikken. Hvordan er det, vi forbedrer vores patientforløb og gør det bedre for vores personale? Det har vi brug for at vise og fortælle om, så vi kan blive udfordret på, om vi gør tingene godt nok, og hvor er det, vi kan blive endnu bedre. Så jeg syntes, at det er vigtigt, at vi er meget synlige for den brede befolkning.
Fokus på kroniske patienter og digitale forløb
Torsdag formiddag lagde ud med debatten ”Skal alle kroniske patienter passes online i fremtiden?” med udgangspunkt i projekt SmartClinic.
Projektet udvikler et digitaliseret behandlingstilbud til patienter med Inflammatorisk Tarmsygdom (IBD), og her deltog cheflæge Ole Hamberg og sygeplejerske Signe Hasle fra Medicinsk afdeling, CEO Anders Nejsum fra virksomheden Visikon, der udvikler en app i projektet, vicedirektør Morten Ziebell og en repræsentant for brugerpanelet i projektet.
Sygeplejerske Signe Hasle fra Medicinsk Afdeling understreger:
- Det skal give mening, hver gang patienterne træder ind ad døren.
Overgange, genindlæggelser og samarbejde på tværs
To af fredagens debatter havde EU Interreg projektet Bridging Safe Elderly Care som omdrejningspunkt.
I debatten ”Fra silo til samarbejde; forbedring af overgange på hospital” handlede det om patienters informationer ved overgange, altså overflytninger mellem afdelinger og hospitaler.
I debatten deltog Matilde Skødstrup Axelsen, sygeplejerske og ph.d.-studerende på Kardiologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital Roskilde, sygehusdirektør Ricco Dyhr og Katrine Kirk, patientambassadør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Sygeplejerske Matilde Skødstrup Axelsen fra Kardiologisk Afdeling fortæller:
- Der er meget fokus på overgange ud af hospitalet, men vi ser også et behov for at forbedre overgangene inden for hospitalerne – og mellem dem.
Ricco Dyhr var enig:
- Vi er ikke gode nok, og der er et kæmpe potentiale til forbedring. Vi skal sikre, at patienten hjælpes bedre videre, når det ikke kan undgås, at forløb går på tværs.
I den anden debat om EU Interreg projektet Bridging Safe Elderly Care, kaldet ”Hvordan reducerer vi genindlæggelser blandt multisyge ældre?”, bestod debatpanelet af sygeplejerske og ph.d.-studerende på Sjællands Universitetshospital Nanna Winther Selmer, vicedirektør på Sjællands Universitetshospital Morten Ziebell, Business Development Manager i IQVIA, Jesper Eriksen, og direktør i Lolland Kommune, Thomas du Plessis de Richelieu.
I forskningsprojektet udvikles en AI-baseret datamodel, der skal identificere, hvilke ældre, der er i risiko for genindlæggelse og hvorfor, så forebyggelse kan sættes ind i tide – for eksempel i hjemmet eller den kommunale pleje. De store mængder indsamlede data skal danne grundlag for AI-modellen.
Vicedirektør Morten Ziebell fortæller:
- Forebyggelse i eget hjem bliver en central prioritet i sundhedsreformen. Vi skal finde nogle gode løsninger i fællesskab, der forhindrer unødvendige hospitalsindlæggelser.
Herudover bød teltet på debatter om multisygdom, forebyggelse, innovation og EU midler samt behovet for en national hjerneplan.
Folkemødedeltagelsen i teltet 'Forskningsprojekter Sjællands Universitetshospital' planlægges og eksekveres af Forskningsenheden i Staben på Sjællands Universitetshospital.
Opdateret onsdag den 2. jul. 2025